Carl Nielsen - Historiens Sang

Som dybest brønd gi'r altid klarest vand
Og lifligst drik fra dunkle væld udrinder
Så styrkes slægtens marv hos barn og mand
Ved folkets arv af dybe, stærke minder
Din egen dag er kort, men slægtens lang
Læg øret ydmygt til dens rod forneden:
Årtusind toner op i gråd og sang
Mens toppen suser imod evigheden!

Vi søger slægtens spor i stort og småt
I flinteøksen efter harvens tænder
I mosefundets smykke, plumpt og råt
I kirkens kvadre, lagt af brede hændеr
Hvert skimlet skrift, hver skjoldеt alterbog
Har gemt et gran af slægtens ve og våde
Nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog
Og løfte mig en flig af livets gåde

Endnu en stund, så drær den danske rug
Mens lærken trilrer og grågøge kukke
Du pusling-land, som hygger dig i smug
Mens hele verden brænder om din vugge
Mod dig vort håb og manddomsdrømmen går
Når landsbyklokken signer dine strande
Når aftenrøden højt i skyen står
Og sænker fredens korstegn på din pande
Lad mig kun flagre hen som blad i høst
Når du, mit land, min stamme, frit må leve
Og skønne sange på den danske røst
Må frie, stærke sjæle gennembæve
Da står en ny tids bonde på sin toft
Og lytter ud mod andre lærkesange
Mens himlen maler blåt sit sommerloft
Og rugen gulnes tæt om vig og vange