Carl Nielsen - Naturens ædle Dyrker

Naturens ædle dyrker begærer ej den krans
Der falmer i tidernes vande
Han agter kun og ønsker og søger den glans
Der lyser fra evighedens strande

Og ørkenens veje, de standse ej hans fod
Ej vindenes dræbende skare
Og ispolens ånde, den kuer ej hans mod
Han ænser ej savn eller fare

De mægtige skikkelser i verdens ældste grav
De rædsler, som bølgedybet gemmer
De blinkende verdner i Mælkevejens hav
Og afgrundens vældige stemmer;

Og rosernes rødmen og nattergalens sang
Mens skovduen reder sit leje
Og døgnfluens flagren og himmellysets gang
De vise ham den eviges veje

Og stjernedybets gåder, dem grunder han ud
Ej tidernes lænke ham fanger
Og lynet han tvinger at vorde tankens bud
Og dampen er hans dristige ganger

De rigeste skatte han finder under muld
Hans ånd gennem afgrunden vanker
Han skænker dem til verden, han lønnes ej med guld
Hans løn er de evige tanker
De tanker, der flyve som svaner over sø
Til under for de fjerneste lande
Og aldrig kan ældes og aldrig kan dø
Og sænkes i glemselens vande