Carl Nielsen - Der, hvor vi stred og sang

Der, hvor vi stred og sang
Der, hvor vort Ord har Klang
Hvor vi hver dog fik sit lille Rige
Her i vort eget Hjem
Trænger sig ind og frem
Snart et Folk, hvem vi maa Pladsen vige

Det et det unge Blod
Det er det friske Mod
Snart det ta'r os Tømmen ud af Hænder
Planter sig ved vort Bord
Fører det store Ord
Dristig op og ned paa Huset vender

Tænk, om de tramped ned
Frugten af al vor Sved
Sæden, vi vor bedste Pleje skjænkte!
Blev det en Hunnerflok!
Ja det var bittert nok
Om den vore Tempelbuer sprængte

Men med det bedste frelst
Følges vi allerhelst
Af en Slægt, der selv har Ild og Kræfter
Ej en, der tam og tom
Blot i sin Svaghed from
Kun kan tralle vore, Viser efter
Se, deres Tid er nær
Snart har de Magten her
End paa Jorden er der Folkevandring;
Skoler, I store. smaa
Dertil I hjælpe maa
At det bli'r til Gavn med den Forandring

Tag Grothen under Tugt
Retled hans frie Flugt
Hold igjen paa Slægten den rebelske
Ku ej det stærke Mod
Køl ej det varme Blod
Lær ham blot, hvad der er værdt at elske!

Øv ham i Vaabenfærd
Men hjælp ham til især
Hvad der er os helligt selv at hædre
Kæmpe for det med Lyst
Bøde paa vore Brøst
Og hvad vi gjør godt -- at gjøre bedre!