Carl Nielsen - Jord, i hvis Favn

Jord i hvis Favn der hades og der myrdes
Slægt efter Slægt
Blodige Jord med al din Syndebyrdes
Voksende Vægt!
Hvor kan saa let din Himmelvej du følge
Rundt om den Sol, der skuer dine Saar
Og san lysgrønt bølge
Vaar efter Vaar?

Jo, thi den samme, som har bundet Jorden
Lovenes Baand
Som gav sit Folk i ørkenfjeldets Torden
Loven i Haand
Han la'r sin Sol hver fattigt Straa forgylde
Han er den Gud, som hører Støvets Bøn
Som i Tidens Fylde
Gav os sin Søn

Derfor, om al vor Lykke skulde falme
Brat staa for Fald
Altid fra Jord en evig Takkesalme
Løfte sig skal;
Derfor, hvor vældigt Mørkets Aander virke
Aldrig vor Bøn skal Synke til et Suk
Aldrig Herrens Kirke
Rokkes et Fnug
Lær os da, Jord, paa Aandens ørnevinge
Trofast som du
Os om vort høje Himmellys at svinge
Trøstig i Hu
Fra ham alt Lys, som vi begære
Fra ham Livsvarmen i vort Bryst
Grønnes Gud til Ære
Gyldnes til Høst